overskrift overskrift

Hvad forstyrrer din livskvalitet?

Er du ude af kurs, eller føler du dig fastlåst - har du mistet fokus, eller er der noget, der dræner dig for energi?

Måske ved du godt, hvad der står i vejen for, at du kan leve det liv, du ønsker.
Det kan også være, at det bare mudrer sammen og kører i ring…
Jeg tilbyder samtaleterapi, som hjælper dig med at undersøge, hvordan du kan gøre dig fri af unødvendige begrænsninger, og hvordan du kan komme videre. Terapien danner grobund for klarhed og nye handlemåder.
Måske oplever du en periode med for mange udfordringer. Eller det kan være, at der er noget helt konkret, som du tumler med og har brug for hjælp til




Det kan blandt mange forskellige ting være:

  • Skilsmisse
  • Vanskelige familierelationer
  • Du har svært ved at indgå i, eller bevare, et parforhold.
  • Oplevelsen af at havne i de samme konflikter igen og igen
  • Du har svært ved at træffe beslutninger, om alverdens ting.
  • Stress eller krise. Måske har du mistet en, der står dig nær. Eller dit job.
  • Du føler dig modløs, magtesløs eller ensom, og tænker måske dårligt om dig selv
  • Følelsen af at være forkert, og følelsen af usikkerhed i andres selskab.
  • Præstationsangst
  • Angst for at blive afsløret.
  • Du bærer på noget ubærligt
  • Mangel på retning og mening
  • For mange bekymringer eller katastrofetanker
  • Du har været ude for noget traumatisk, der bliver ved med at forfølge dig.
  • Du har svært at mærke dine egne behov og følelser, eller svært ved at sige fra.
  • Du vil gerne blive bedre til at håndtere og udtrykke dine behov, følelser og ønsker på en konstruktiv måde.

Listen er ufuldstændig… Intet er for stort eller for småt til terapi…

overskrift

Om psykoterapien



Jeg arbejder ud fra den grundtro, at alle mennesker indeholder unikke ressourcer og muligheder. Nogle gange skal der en håndsrækning til, for at (gen-)opdage dem.
I psykoterapien fokuserer jeg på de aktuelle udfordringer og vanskeligheder, der forstyrrer dig i livet, som det former sig nu. Men vi kigger selvfølgelig også tilbage.
Vores tidligere erfaringer med tilknytning har betydning for, hvordan vi senere i livet relaterer til vores medmennesker, og til verden omkring os, ligesom ubearbejdede hændelser (shock, traumer mm) kan manifestere sig i kroppen og give fysiske symptomer eller hæmme vores livsudfoldelse.

Det, vi ikke får taget hånd om, vedbliver at dukke op og tage energien fra det levede liv.



Psykoterapi er væksthuset, hvor du har mulighed for at udforske og nære dine egne potentialer, så du kan gøde det liv, du vil leve. Essensen er, at lære sig selv endnu bedre at kende, og få større selvindsigt: Kongevejen til mening, forandring og personlig vækst.

Jeg arbejder med afsæt i et humanistisk og eksistentialistisk menneskesyn. Metoden er fænomenologisk, dvs oplevelsesorienteret og emotionsbaseret. Det er en evidensbaseret terapiform, som fører til varig forandring med øget ro,
balance og vitalitet.


Samtalerne foregår med stor respekt for, hvor du er i dit liv lige nu. Jeg vil møde dig nysgerrigt, åbent og omsorgsfuldt. Uanset hvad du har på hjerte.

Jeg har naturligvis tavshedspligt, og samtalerne foregår i en tryg atmosfære,
hvor vi sammen finder ud af, hvordan du kommer videre.
I dette rum er tryghed, respekt, nærvær og tillid hjørnestenene.
Det er ”alt sammen bare ord” og det er vigtigt, at du finder den rigtige terapeut for dig.

Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel.
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, som er en garanti for kvalitet af min uddannelse.

Profil



Jeg er eksamineret psykoterapeut fra Psykoterapeutisk Institut i København. Det er en 4-årig kvalitetsgodkendt uddannelse, grundlagt for over 30 år siden. Uddannelsen indeholder dels bred teoretisk viden, dels flere forskellige terapiformer herunder EFT, dynamisk psykoterapi, gestaltterapi, drømme- samt kropsarbejde. Dertil obligatorisk eget terapiforløb under hele uddannelsen.

Jeg har taget flere kurser i bl.a. tilknytning, familiedannelse, traumeterapi, somatic experiencing og sexualitet, og jeg modtager løbende faglig supervision.

Derudover er jeg jordemoder, og varetager fødsler, fødselsforberedelse samt efterfødselssamtaler. Jeg har derigennem mange års erfaring med at tage livtag med, og drage omsorg for, alle varianter af store og små følelser, hos både kvinder og mænd. Desuden indgår jeg i et team, der tager sig af særligt udsatte og sårbare gravide, og deres familier. Herunder hører en del samarbejde med mange faggrupper.

Personligt nærer jeg en dybtfølt interesse for den mellemmenneskelige relation og for, hvordan vi får det bedste ud af tilværelsen.
Vores liv er vores vigtigste opdagelsesrejse, og undervejs kan vi få brug for en guide.
Det er det, jeg er, når jeg bidrager til, at du kan få øje på noget af det, du har til gode at (op-)leve. Jeg ser den terapeutiske samtale som en slags fødselshjælp for livsudfoldelse.

Privat er jeg gift og mor til to børn.

malene

Praktisk Information

Det er meget forskelligt, hvor mange samtaler, der er behov for. Nogle har glæde af ganske få, til at få tunet sig ind på, om man er på rette spor. Andre har brug for et dybere stykke arbejde. Det er ikke altid til at vide, på forhånd. Det er ikke ualmindeligt at tage det i bidder, og vende tilbage, eller på et tidspunkt finde en anden terapeut. Det allervigtigste er, at du føler dig tryg og respekteret, og at du synes, at samtalerne er givende. Derfor tilbyder jeg altid en uforpligtende samtale, og så kan du bagefter beslutte, om du vil fortsætte.

Samtalerne foregår i et lyst og rart lokale på adressen:

Nørregade 41
1162 København K
(gåafstand fra Nørreport St)

Økonomi

Individuel psykoterapi én time: 650 kr
Første samtale halv pris.
Rabat til studerende og arbejdsløse.
Afbud senest kl 16 dagen før, ellers betales for den aftalte tid.
Ved akut opstået sygdom, afbud senest samme dag kl 8.

Kontooplysninger:

Reg nr: 5050 Konto Nr: 0001508001
CVR-nr: 34137811

Kontaktinformation:

Du er naturligvis meget velkommen til at kontakte mig, så vi kan tage en helt uforpligtende snak over telefonen,
hvor du kan få en bedre fornemmelse af, om du ønsker at lave en aftale.
Eller du kan sende mig en mail, som jeg svarer på hurtigst muligt.

28350828
malene@gustafsen.net